Som ambassadør tager Ida Laurberg afsæt i sin egen historie om musikalsk udvikling og fællesskab, som for alvor fik vind i sejlene, da hun deltog i projektet Musikstarter. Hun vil som ambassadør arbejde for at styrke unges muligheder for at udfolde sig kreativt gennem musik.
Det var først, da Ida Laurberg deltog i Musikstarter, at hun fandt vej ind i musikkens verden.
Musikstarter er et af Ungdomsringens flagskibsprojekter, der giver unge muligheden for at dykke dybere ned i musikken i et inkluderende og motiverende miljø.
”Da jeg var 15 år gammel, var jeg for første gang med til noget, som hedder Musikstarter, hvor jeg var sammen med en masse unge, som også elskede musik, og voksne som var søde, dygtige og passionerede. Her skrev jeg nogle af mine første rigtige sange nogensinde og fik en masse ros, og det gav mig bare virkelig blod på tanden til at køre på, og følge mine drømme. Jeg opbyggede en selvsikkerhed her, som jeg ikke havde prøvet før, og kort efter forløbet skrev jeg sangen ”Puppy Dog Eyes”, som var den, der faktisk startede hele min karriere og fik mig ind i musikbranchen.”
Ida Laurberg // Musiker
Dette års Musikstarter afholdes fra den 14. til 20. oktober 2024, hvor unge fra hele landet kan mødes, skabe nye musikalske værker og finde inspiration i hinandens selskab. Alle unge kan uanset erfaring deltage, og gennem projektet få mulighed for at udforske musikkens verden i et trygt og støttende fællesskab.
Musikalske fællesskaber kan være en vej til at finde ud af, hvad du er god til
Mange unge tumler i ungdomsårene med at finde ud af, hvad de har lyst til, og hvad de er gode til. Usikkerhed og tvivl kan let tage overhånd, og mange føler, at de ikke passer ind i de rammer, som samfundet ofte stiller op. Musikalske fællesskaber kan være en vej til at udforske nye sider af sig selv og opbygge en sund selvtillid.
”Jeg tror, der er rigtig mange børn og unge, som ikke rigtig føler de passer ind i de kasser, som de er blevet placeret i, eller som bare har brug for at fyre noget energi og kreativitet af på nogle lidt anderledes tilbud, hvor man både kan udfolde sig selv, finde ud af hvad man er god til, opbygge noget selvtillid, og finde nogle nye fællesskaber”
Ida Laurberg // Musiker
Ungdomsringen glæder sig til samarbejdet
Ungdomsringen ser frem til samarbejdet med Ida Laurberg, som skal være med til at inspirere flere unge til at udforske deres musikalske evner og finde nye kreative veje.
“Vi er meget glade for at få Ida med som ambassadør. Hendes personlige erfaringer og dedikation til musikken er et fantastisk eksempel på, hvordan man kan finde styrke og fællesskab gennem musik. Vi håber, at hun kan inspirere endnu flere unge til at gribe guitaren, sætte sig ved klaveret eller tage mikrofonen og skabe deres egen vej i musikken”
Birthe Navntoft // Sekretariatschef
Om Ungdomsringen og Musikstarter
Del artiklen