Lidt spændte, men også nysgerrige, drog vi to fra Ungdomsringens sekretariat i midten af januar på tur til Oslo. Her holder vores søsterorganisation Ungdom og Fritid nemlig til. Det er et besøg, vi har gjort tilløb til et stykke tid. Vi var spændte på, hvordan klubberne egentlig ser ud i Norge. Hvordan det er lykkes dem at få tildelt en donation på 270 mio. norske kroner fra Gjensidige Stiftelsen til opkvalificering af klubpersonale og etablering af nye klubber, og ja så var vi da også lidt spændte på, om vi kunne holde hele besøget på “skandinavisk” uden at skulle slå over i engelsk. Det gik overraskende godt.
Ungdom og Fritid ligner os i Ungdomsringen nærmest en til en. Klubberne lige så – i hvert fald ved første øjekast. Og ja, det gik fint på skandinavisk!
Inspiration fra det norske klubliv
Men hvor er der så noget at komme efter? Hvordan er vi forskellige, og hvad kan vi lære af hinanden?
Ja, fx er al deltagelse i fritids- og ungdomsklubber i Norge gratis. Til gengæld er klubbernes økonomi også langt mere usikker, fordi de ikke er fuldt finansieret. I stedet må de søge fonde til aktiviteter og faciliteter, ligesom de i langt højere grad benytter sig af frivillige som supplement til de ansatte. Både voksne, men særligt også af de større unge, som sparring eller tilsyn i gamingrum, cafepersonale, aktivitetsansvarlige osv.
De klubber, vi besøgte, havde fx åben fredag og lørdag sen eftermiddag og/eller aften samt timer i weekenderne. Fordi de er afhængige af både frivillige og midler udefra, var de meget optagede af at knytte bånd med lokalsamfundet i form af åbne aktiviteter og fx deres fysiske placeringer i blandt andet kulturhus eller idrætscenter.

Fritidsklubløftet og samarbejde på tværs
Et af formålene med besøget var at indhente inspiration fra Fritidsklubløftet, som er det projekt Gjensidige Stiftelsen har finansieret over de næste fem år. Vi glæder os mege til at følge resultaterne af den enorme investering og håber også, at dele af det vil kunne lade sig gøre i Danmark.
Et andet formål var at afsøge potentialer for etablering af nogle aktiviteter/initiativer på tværs af vores klubområder i Danmark og Norge. Det skandinaviske og nordiske fællesskab er noget af det Ungdomsringen i den nye udviklingsplan har valgt at sætte fokus på.
Vi tog absolut fra Oslo med positive oplevelser af de potentialer og glæder også til over de kommende år at udvide samarbejdet og forhåbentlig kunne invitere jer i klubberne med ind i nogle spændende aktiviteter på tværs af vores nordiske fællesskab.
Hvis du har lyst til at læse mere om Fritid og Ungdoms “Fritidsklubløftet”, kan du gøre det lige her.
Del artiklen