Forståelseskrisen og unges dårlige samvittighed

Joachim Meier, du har forsket i unges dårlige samvittighed. Hvad fortæller den os om deres livsvilkår i dag?

Dårlig samvittighed er interessant, fordi den viser os, hvilke krav, forventninger og idealer unge forsøger at leve op til – og oplever, at de ikke altid kan. Jeg ser den dårlige samvittighed som et prisme, der afslører ”det nye pres”, børn og unge lever under.

Mange voksne ser på unges udfordringer og er hurtige til at kalde det en trivselskrise. Jeg vil hellere sige, at vi har en forståelseskrise: Vi har svært ved at forstå og acceptere, at livet indebærer ubehag, og vi har en tendens til at sygeliggøre det. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare skal sige ”lev med det” til et barn eller en ung, som oplever, at livet er svært, men vi skal blive bedre til at interessere os for de liv, unge faktisk lever, i stedet for kun at forsøge at fjerne deres ubehag.

Hvordan adskiller dagens pres sig fra tidligere generationers?

Tidligere var der tydelige autoriteter og regler, som kunne være begrænsende, men som også skabte klare rammer. I dag er det i højere grad individet selv, der skal finde vej. Unge bliver opfordret til at være unikke, særlige og autentiske – men hvis de ikke kan leve op til det, risikerer de at tro, at noget er galt med dem. Mange oplever, at hvis de ikke føler sig tilstrækkeligt specielle eller lykkelige, så må de have en diagnose.

Vi voksne gør ofte unge en bjørnetjeneste ved at spejle vores egen opvækst i deres. For tidligere generationer var det frigørende at høre ”du kan blive, hvad du vil” eller ”du bestemmer selv”. Men i dag er bagtæppet et andet. Friheden er blevet et krav, og den kan også være en tung byrde.

Hvad kan voksne gøre for at hjælpe unge bedre?

For det første skal vi gå fra at særliggøre unges ubehag til at almengøre det. Det er en del af livet at opleve tvivl, utryghed og utilstrækkelighed. Vi skal ikke sygeliggøre disse følelser, men hjælpe unge med at forstå dem.

For det andet skal vi være opmærksomme på, hvordan vi selv reagerer. Hvis en voksen bliver bange, når et barn eller en ung er bange, så forstærkes frygten. Hvis vi hurtigt visiterer unge videre til eksperter, sender vi et tydeligt signal om, at de har et alvorligt problem. Det er det ikke altid. Det er ikke det samme som at sige, at vi ikke skal tage mistrivsel alvorligt – men vi skal ikke per automatik se ethvert ubehag som et tegn på, at noget alvorligt er galt.

Du taler om ”spejl og vindue” i unges udvikling. Hvad betyder det?

Unge har brug for både spejle og vinduer. De har brug for at blive set, forstået og spejlet af voksne, der anerkender deres oplevelser. Men vi har fået en børne- og ungedrevet kultur, hvor voksne nogle gange trækker sig fra at være tydelige voksne. Vi skal turde pege ud ad vinduet og sige: ”Se her! Der findes en verden uden for dig selv”.

Der, hvor vi trives bedst, er ofte, når vi glemmer os selv et øjeblik. Vi skal være med til at skabe rammer, hvor unge får mulighed for at opleve netop det.

Hvad er dit vigtigste råd til unge?

Mit vigtigste råd er, at vi skal forstå, før vi forsøger at fjerne eller fikse. Vi skal træne vores ubehagstolerance – og det gælder både unge og voksne. Livet er ikke en konstant optimeringsproces, og nogle gange er det vigtigste, vi kan gøre at være nærværende og lyttende.