Når unge afviser hjælp – og hvordan du som pædagog kan gøre en forskel

Lotte Juncker Harbo, hvorfor afviser unge sommetider det, pædagoger tænkte som en hjælp?

Den overordnede grund er, at de unge, over tid, oplever at det, der er tænkt som hjælp, ikke er hjælpsomt. De unge oplever i stedet at den tiltænkte hjælp er stigmatiserende og at de skal passe ind i kasser og kategorier for at få en form for hjælp.

Det vil sige, at de unge oplever at de skal sige ja til fx at blive i en identitet som fx hjemløs for at få hjælp, selvom de måske er begyndt at se sig selv som én, der er i lære eller som har et sted at bo. 

Hvad kan pædagoger i fritids- og ungdomsklubber gøre for at bistå de unge og rent faktisk yde den hjælp, der er brug for?

Pædagogerne kan fastholde den del af deres faglighed, som indebærer, at de ser de unge som mennesker i egen ret og med alle de facetter som et enkelt menneske nu rummer.

Samtidig kan pædagogerne hjælpe hinanden med at bevare og styrke den del af deres faglighed som handler om kollegial sparring og nysgerrighed omkring, hvorfor de hver især handler, som de gør, og hvordan de sammen kan blive ved med at undersøge, hvad der kan være det mest hjælpsomme at gøre i det kompleks som den og de unge står i.

Hvordan kan man som ungdoms- og fritidspædagog styrke sin faglighed på dette område?

Pædagoger kan sammen, på tværs af personalegrupper, blive ved at insistere på at forstyrre hinandens forståelser og brug af – nødvendige – faglige begreber og kategorier. Begreber og kategorier er vigtige dele af pædagogfagligheden, men pædagoger er også forpligtede på kontinuerligt at reflektere om valgte begreber og kategorier er de rette i en given situation.

Det handler ikke om at skabe usikkerhed, men at skabe en form for medløbende refleksion for at sikre, at pædagoger hele tiden forholder sig til, hvad der er god pædagogik her, nu og i fremtiden.