Forsker: Klubben er stedet, hvor man altid får en chance mere

Hver gang Kirsten Elisa Petersen kommer ud i en fritids- eller ungdomsklub, bliver hun glad. For her er rart at være, siger hun. Der er næsten altid en positiv og anerkendende stemning. Og man kan se, at de unge hygger sig og slapper af.

Det lyder jo dejligt, men det er langt mere end det. Kirsten forsker nemlig i børn og unge, der lever under sårbare livsvilkår. Det vil blandt andet sige dem, der ikke kan falde til i skolen eller er smidt ud. Dem, der bruger dagene på gaden, måske er involveret i kriminalitet, ikke får nogen støtte hjemmefra og risikerer at blive blandt de 19 procent, der aldrig får en uddannelse. Når hun besøger klubber som en del af sin forskning og taler med pædagogerne og de unge, står det ofte klart, at klubben er et helt særligt sted, hvor de unge føler sig trygge, accepterede og en del af et fællesskab.

“Der hersker en særlig følelse af, at alt det, der normalt hører med til at have det svært – at blive skældt ud, mobbet, lide nederlag og havne i problemer – det slipper man for i klubben,” siger Kirsten Elisa Petersen. “Ikke at de unge bare lægger alle besværligheder på dørtrinnet, men de oplever helt tydeligt klublivet som et helle. Et sted, hvor det er nemmere at være. Hvor man kan trække vejret mere frit, fordi de ikke føler sig isoleret og konstant på vagt.”

Hvad er det særlige, klubberne kan?

“Det ved vi desværre ikke ret meget om, for der findes endnu meget lidt forskning om klubbernes betydning i Danmark i forhold til, hvad der findes om eksempelvis skole og dagtilbud. Måske fordi fritidslivet ikke er underlagt stramme regler, sådan som skoleområdet er det, og derfor føler politikerne ikke behov for at kontrollere, hvad der faktisk foregår.

Men fra udenlandsk forskning ved vi, at især dem, der vokser op under udsatte livsforhold, bliver påvirket positivt af at deltage i klublivet, endda i markant grad. En del af forklaringen er formentlig, at der er højere til loftet i klubberne end i resten af børn og unges institutionsliv. Der er selvfølgelig rammer og regler, men også en grundlæggende følelse af, at her tør man være sig selv. Her er ikke dømmende øjne. Her er ikke alle mulige krav, man skal leve op til. Og måske vigtigst af alt, så føler de unge, at de voksne ikke bare opgiver dem, når de træder ved siden af. Her får man altid en chance mere.”

“En anden afgørende ting ved klubberne er, at alle kommer her af egen fri vilje. Og for de familier, der ikke har ret mange økonomiske ressourcer, er det måske det eneste fritidstilbud. Når jeg besøger klubberne, bliver jeg gang på gang overrasket over, hvor mange børn og unge der ikke har en computer derhjemme. Der er måske heller ikke råd til fodboldstøvler eller håndboldkontingent. Men i klubben kan de føle sig som alle andre på deres alder.”

Hvad siger forskningen om, hvad der virker bedst i forhold til at hjælpe unge i udsatte livsforhold?

“Den siger, at det kan være helt afgørende for et ungt menneskes videre liv at have en klub, hvor man har lyst til at komme, mødes med venner og tale med voksne, man tør stole nok på til at bede om hjælp. Et sigende eksempel er en ung mand, jeg fulgte gennem længere tid i mit feltarbejde. Han pjækkede meget fra skolen, fordi han simpelthen ikke kunne se meningen med undervisningen. En pædagog, han havde stor tillid til, hjalp ham i praktik, hvor han voksede, fordi han endelig fandt noget, han var god til. Pludselig kunne han se, hvad han skulle bruge skolen til og kom derfor tilbage med en helt anden indstilling. Den slags historier er der mange af.”

“Min egen forskning peger desuden på betydningen af de konkrete aktiviteter i klubberne. Både dem, hvor man kan udvikle sine færdigheder – for eksempel i forhold til at spille musik eller være kreativ. Dem, hvor man lærer at lave lektier på andre måder. Og de mere selvudviklende aktiviteter, hvor man lærer at være en del af et fællesskab. Den røde tråd er, at nogle af de unge har følt sig tabt på gulvet, at deres tog er kørt, men så oplever de at blive set og forstået i klubben. De møder en udstrakt hånd, som gerne vil hjælpe dem med at komme videre.”

Hvad kan alle klubber lære af de klubber, der arbejder særlig meget med udsatte børn og unge?

“Rigtig mange børn og unge kæmper med at holde fast i livet. Af alle mulige grunde. Jeg tror, at alle klubber med fordel kan være så opmærksomme som overhovedet muligt på, at de ofte fungerer som et slags beskyttelsesrum. De skærmer mod dagligdagen udenfor og giver børnene og de unge muligheden for at samle kræfter og føle sig som en del af et særligt fællesskab.”

“Skolesystemet arbejder i vid udstrækning på at opnå det samme, men de har ikke samme mulighed for at følge de unge, tilbringe tid med dem og holde fast. Fritidspædagogerne har en helt unik mulighed for at sige: Det kan godt være, at det ikke lykkes at hjælpe første gang, men så prøver vi igen. Pædagogerne har en helt anden tidsramme og flere veje at gå. Nogle gange kunne jeg godt ønske mig, at politikerne blev mere opmærksomme på det – og værdsatte det.”

Kirstens tre gode råd til klubberne

• Gør alt for at rumme selv de mest problematiske unge. En del unge mister troen på forandring, fordi de gang på gang oplever at blive opgivet. Klubpædagoger har en unik mulighed for at være dem, der holder fast og bliver ved med at vise de unge tillid, selv når de oplever, at livet er svært.
• Husk at fællesskab og følelsen af at være inkluderet er et centralt element i at få det bedre, hvis man ikke har det godt.
• Tro på at alle børn og unge har ressourcer. Nogle gange holder mængden af nederlag de ressourcer nede, men klubberne har muligheden for at løfte åget og skabe håb og mulighed for forandring.

Kirsten Elisa Petersen

Født 1967. Uddannet psykolog. Lektor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse. Forskningsprogramleder i ‘Social eksklusion og pædagogik i velfærdsstaten.’ Har forsket i børn og unge i sårbare livsforhold de seneste 15 år og lægger lige nu sidste hånd på en forskningsrapport om fritids- og ungdomsklubbers påvirkning på børn og unges trivsel.