Jeg lærer ikke noget i klubben … eller hvad?
Christoffer Schultz
Jeg er netop ankommet til ungdomsklubben, og mens jeg står i indgangsområdet, kommer en dreng og to piger hen til mig og spørger: “Hvad laver du egentlig her?” “Jeg undersøger bl.a., hvad I laver her i klubben, hvorfor I kommer her, og hvad I får ud af at komme her,” svarer jeg. “Får vi noget ud af at komme her?” spørger drengen. “Det er faktisk det, jeg burde spørge jer om,” svarer jeg, hvortil drengen siger: “Altså, vi får i hvert fald noget socialt ud af det. Hvis jeg ikke var her, ville jeg bare sidde ved computeren hele dagen.” “Så du kommer her for det sociale?” spørger jeg. “Ja, for ikke at kede mig,” svarer han, inden en af pigerne afbryder og siger: “Jeg ville bare sidde derhjemme med min telefon, hvis jeg ikke var her.” “Jeg ville bare ligge og sove,” konkluderer den anden pige.
(Feltnotat)
Spørger du en ung, hvad de lærer i ungdomsklubben, får du ikke nødvendigvis det længste svar. Måske et træk på skulderen. Måske et hævet øjenbryn. Eller et direkte modspørgsmål: ”Får vi noget ud af at komme her?” Præcis sådan som feltnotatet fra min forskning herover viser.
De unge ved godt, at klubben betyder noget for dem – udfordringen ligger i at sætte ord på hvad og hvordan den har betydning for dem. I samfundet ses der en generel tendens til, at vi kollektivt har besluttet os for, at social læring og udvikling er mindre anerkendt end faglig og akademisk læring. I den forbindelse peger en pointe i min ph.d.-afhandling (Schultz, 2025) på en central udfordring for ungdomspædagogikken: at dens faglighed og betydning ofte er implicit og usynlig. Konsekvensen kan være, at ungdomsklubber reduceres til fortællingen om steder, hvor unge “bare hænger ud”, mens betydningen af de pædagogiske fællesskaber og relationer overses – både af omverdenen, men måske også af de unge selv.
Hvorfor falder deltagelsesgraden med alderen?
En svensk forskningsartikel fra 2012 sætter ord på netop det paradoks. Lisbeth Lindström (2012) har undersøgt, hvad unge oplever, at de får ud af at komme i de svenske ungdomsklubber, og artiklen har den sigende titel I Learn Nothing! (Jeg lærer ingenting!). Konklusionen er, at de unge fortæller, at de ”ikke lærer noget” i klubben, men beskriver samtidig erfaringer, som netop handler om social læring, deltagelse og personlig udvikling. Lindström viser således, at der eksisterer et ”gap” mellem det, de unge tror de lærer, og det de rent faktisk lærer.
Når den læring og udvikling, der finder sted i klubben, primært foregår gennem hverdagsliv, relationer og lystbetonede fællesskaber, risikerer den at blive usynlig i en samtid, hvor læring ofte forbindes med undervisning, mål og målbare resultater. Ikke fordi den er mindre værd, men fordi den er mindre åbenlys.
Uddannelsesforskeren Gert Biesta (2011) peger på, hvordan læring i stigende grad forstås som præstationer, der skal kunne måles og dokumenteres. Konsekvensen kan være, at de mere sociale, relationelle og demokratiske aspekter af pædagogisk praksis træder i baggrunden. Set i dette lys risikerer ungdomspædagogikkens betydning at fremstå uklar – ikke kun for politiske beslutningstagere og samarbejdspartnere, men måske også for forældre og de unge selv.
Med inspiration fra Biesta kan man argumentere for, at vi i stigende grad risikerer at værdsætte det, vi kan måle, frem for at måle det, vi faktisk værdsætter. Set i det lys kan det være svært umiddelbart at få øje på værdien af de erfaringer med fællesskab, deltagelse og tilhør, som klubben tilbyder. Og det kan måske være med til at forklare, hvorfor deltagelsen i klubtilbud typisk falder med alderen (EVA, 2018). Når unge ikke selv kan se værdien af det, de deltager i, bliver det måske også sværere at prioritere.
Derfor er det en vigtig samfundsmæssig opgave at synliggøre og italesætte den læring og udvikling, der finder sted i klubberne, som Lindström også argumenterer for. Ikke for at gøre klubben skoleagtig, men i højere grad for at hjælpe unge med at få øje på betydningen af de muligheder, klubberne tilbyder. For hvis samfundet og alle os omkring de unge ikke anerkender betydningen af den ungdomspædagogiske praksis og faglighed, kan vi ikke forvente, at de unge gør det heller. Og så risikerer vi at undervurdere – og i sidste ende nedprioritere – netop de færdigheder, der kan vise sig at være de mest afgørende.
Anbefaling til videre læsning:
- I Learn Nothing! – Voices of Visitors at Youth Clubs in Sweden. (Engelsk) (https://www.ccsenet.org/journal/index.php/jel/article/view/16898)
- Nødvendigheden af en teoretisk referenceramme for ungdomspædagogisk faglighed. (Dansk) (https://tidsskrift.dk/FPPU/article/view/134272)
Litteratur
Biesta, G. J. J. (2011). God uddannelse i målingens tidsalder : etik, politik, demokrati. Klim.
EVA (2018). Børns og unges brug af fritids- og klubtilbud. Danmarks Evalueringsinstitut.
Kingsley Green Recruitment (2025): https://www.linkedin.com/pulse/rising-importance-soft-skills-lawyer-interviews-z7eze/
Lindström, L. (2012). I Learn Nothing! – Voices of Visitors at Youth Clubs in Sweden. Journal of Education and Learning, 1(1), 84-98.
Schultz, C. (2025). Ungdomspædagogisk praksis i ungdomsklubber – og dens betydning for unges hverdags- og ungdomsliv. [ph.d.-afhandling] Aarhus Universitet, DPU.
Del artiklen
