Forsker: Klubberne kan noget, ingen andre kan

Det er lidt af en rutsjebanetur at besøge landets ungdomsklubber. Desværre ikke af den slags, der altid giver sommerfugle i maven. Der er nemlig store udsving i kvaliteten, siger Christoffer Schultz. Han skriver en Ph.D om ungdomspædagogik og oplever, at der nogle steder kommer under 10 unge de to aftener om ugen, klubben holder åbent. Andre steder samles til gengæld 80 eller flere unge seks dage om ugen i et fællesskab, som i høj grad er med til at forme deres livsbane.

Så da Ungdomsringen beder ham give sit bud på, hvor uundværlige landets ungdomsklubber er, tøver han. For svaret kommer helt an på, hvor man kigger. På en skala fra 1 til 10, hvor 1 er helt ligegyldig for det lokale ungdomsliv og 10 er helt uundværlig, så ligger klubberne i gennemsnit vel omkring de fem, måske fem og en halv, forklarer han. Nogle roder rundt nede omkring to-tre stykker med meget få medlemmer, meget lidt aktivitet og ikke særlig høj pædagogisk værdi i deres tilbud. Andre steder er klubben tæt på et 10-tal, fordi de eksempelvis helt bevidst er placeret midt i et socialt udsat område og arbejder tæt sammen med politiet og kommunen.

Så hvad tænker du, når du ser ud over det brogede klublandskab?

“Især når jeg ser på de klubber, der virkelig fungerer, bliver det meget tydeligt, hvor afgørende klubberne kan være for ikke bare de unges trivsel, men også deres livsmuligheder. Det er velkendt, at der er galopperende mistrivsel blandt unge i dag. Ikke kun blandt dem, der traditionelt har haft det svært, men også dem, som har alle forudsætninger for at komme godt igennem ungdomslivet. Det har gjort de unges søgen efter mening endnu mere intensiv, men mening kan lige så vel findes i hurtige penge og status som i et sundt fællesskab bygget på klare værdier. Det kan være svært for unge at vælge den rigtige vej, men forskning viser, at dem, der finder et fællesskab, som er professionelt og pædagogisk tilrettelagt, holder sig væk fra fællesskaber, som er uhensigtsmæssige. Her kan klubberne – når de fungerer godt – bare noget, som familien og skolen ikke kan. De unge fortæller mig, at klubberne giver dem et rum, hvor de ikke skal præstere på samme måde som alle andre steder. De siger, at klubben er det eneste sted, hvor de ikke tager en maske på. Her er der voksne, som de kan tale med om ting, de ikke kan tale med deres forældre, lærere eller trænere om.”

Hvad er mest afgørende for, i hvilken grad klubberne påvirker de unges trivsel og livsmuligheder?

“Vi kommer ikke udenom, at økonomi er en vigtig faktor. Nogle klubber har 50.000 kroner til aktiviteter om året. Det er to ture i Tivoli, så er de brugt. Det hænger sammen med, at fritids- og ungdomsklubber generelt får ret lav opmærksomhed fra både politikere, forældre, skoler, forskere og i sidste ende også de unge. Det er komplekst, hvorfor det er sådan, men min analyse er, at det først og fremmest handler om faglighed. Altså om, hvor mange af klubmedarbejderne, der har en pædagogisk uddannelse. Jeg har oplevet masser af klubmedarbejdere uden pædagogisk uddannelse, som gør et fremragende stykke arbejde. Jeg kan bare konstatere, at når jeg sammenligner de klubber, der fungerer bedst og dårligst, er den mest afgørende faktor, hvor meget pædagogisk faglighed, der er på stedet. Og det hænger ofte sammen med omfanget af pædagogisk uddannet personale.”

Hvorfor er uddannelse så afgørende?

“Ungdomsklubberne er pressede, fordi unge i dag som udgangspunkt kan klare sig selv og har mange alternativer til klubben. Hvis klubben så kun har åbent et par aftener om ugen, er det svært at skabe den kontinuitet i de sociale relationer, som er så afgørende. Med de arbejdsbetingelser kræver det en vis pædagogisk forståelse at gennemskue, hvad det er, de unge har brug for – og give dem det. Det kræver også pædagogisk forståelse at kunne ændre kurs, hvis det, man gør, ikke virker. Når jeg eksempelvis læser i interne evalueringer, at personalet er mest optaget af, om der var pølsehorn nok med på turen, så er det et tegn på, at man ikke har nok blik for det vigtigste, nemlig den fagligt baserede indsats. Og så er det bare svært at fastholde de unge og forklare over for kommunen, hvorfor man skal have flere penge.”

Hvad tror du bliver afgørende i de kommende år i forhold til, hvilken rolle klubberne spiller i forhold til at hjælpe unge bedst på vej?

“Alting hænger sammen. Faglig opkvalificering. Økonomi. Politisk opmærksomhed. Og klubbernes egne evner til at gøre opmærksom på, hvad de kan byde ind med. Men jeg er overbevist om, at det vil gøre en stor forskel med en selvstændig lovgivning på klubområdet. Den skal både forpligte kommunerne til at give alle unge et klubtilbud og forpligte klubberne til at levere høj kvalitet. Det vil kræve økonomi, skabe opmærksomhed og tvinge alle parter til i højere grad at udnytte de enorme ressourcer, der ligger i ungdomsklubberne.”

Christoffer Schultz

Født 1983. Droppede ud af både gymnasiet og hf og drømte i stedet om at være først fodboldspiller og siden musiker. Uddannede sig til pædagog, og fik siden en kandidatgrad i generel pædagogik. Er nu to år henne i sin Ph.D om ungdomspædagogik.

“Jeg tror, at min lidt brogede uddannelsesvej giver mig en større forståelse for de mange unge, der føler sig pressede af den almindelige forventning om, at de skal “blive til noget,” siger han.

Christoffers tre råd til klubberne om at gøre sig mere uundværlige

• Prioriter tid til faglig refleksion og sparring med hinanden, så I bliver mere bevidste om, hvorfor I gør, som I gør.
• Vær nysgerrige og hold jer løbende opdateret på ungdomslivet i dag. Det ændrer sig konstant, og I er nødt til at være opmærksomme for at være tidssvarende og relevante for de unge.
• Bliv endnu bedre til at italesætte jeres pædagogiske værdi. Skal klubberne få mere opmærksomhed fra omverdenen, skal de blive mere udadvendte og konkrete. Hvorfor tilbyder I computerrum, når de fleste har en computer derhjemme? Hvorfor er sofaen i klubben mere interessant end sofaen derhjemme?