“Man har mere lyst til at være i klubben”: 12 klubber arbejder systematisk med at styrke trivsel i fritidslivet

Katrine Grau Hansen Katrine Grau Hansen
· ·
“Man har mere lyst til at være i klubben”: 12 klubber arbejder systematisk med at styrke trivsel i fritidslivet

I løbet af tre år skal klubber og ungdomsskoler landet over undersøge, hvad der egentlig skal til for at styrke trivslen blandt børn og unge i fritidslivet. Vi har besøgt tre af de 12 pilotklubber, der lige nu er i gang med at teste trivselsaktioner – små, konkrete greb i hverdagen, der kan gøre en stor forskel for trivslen.

Lokalet i Klub Den Gule Cykel i Viborg ser ikke ud af meget udefra, men et lille, hjemmelavet skilt i døren afslører, hvad der venter på den anden side. HAIR SALON OPEN, står der. Bag døren ligger Salon Golden Hair – et rum fyldt med lyserød fra gulv til loft, alverdens hårprodukter og bløde velourstole, der indbyder til pigehygge. 

Det hele startede med et brev. 

“Pigerne sendte et brev til vores chef, hvor de beskrev, hvor meget de ønskede sig et glattejern og et krøllejern i klubben,” fortæller Mette Thilde Boel Simonsen, klubpædagog i Den Gule Cykel. 

“Det var simpelthen det fineste brev, og det var lige før, han fik tårer i øjnene,” fortsætter hun. “Det blev vi bare nødt til at støtte op om.” 

Brevet blev startskuddet til et af de tiltag, klubben nu tester som en del af Sammen om trivsel i klubben – et projekt, der afprøver ABC for Mental Sundhed i klubregi. ABC for Mental Sundhed er en forskningsbaseret indsats, der skal være med til at fremme mental sundhed og trivsel blandt den danske befolkning. Du kan læse mere lige her.

 “Jeg tror, pigerne manglede lidt flere feminine aktiviteter, og en salon kunne være med til at styrke pigefællesskabet,” siger Mette Thilde Boel Simonsen. 

Og hos pigerne i Den Gule Cykel har salonen netop haft en stor betydning. For 11-årige Esther betyder det noget at have et sted, hvor man kan koble af: 

“Der er jo nogen, der ikke er så vilde med boldspil,” siger hun. “Og så betyder det meget, at man kan sidde herinde.” 

Jævnaldrende Mille My, der også har været med til at starte salonen op, er enig: 

“Man har mere lyst til at være her, når der er noget, der hiver i én for at komme i klub,” siger hun.  

“Man føler sig lidt mere som en af dem, der bestemmer, når de rent faktisk tager ens idéer seriøst – selvom det bare er en lidt skør idé.” 

“Vi har brug for vores eget toilet” 

I den anden ende af landet, specifikt midt på Østerbro, ligger Pumpestationen Fritidscenter. Også her er de i fuld gang med at udvikle og afprøve nye trivselstiltag, der skal styrke fællesskabet i klubben. 

Det hele startede på den allerførste workshop i forbindelse med Sammen om trivsel i klubben-projektet. Her rejste en gruppe 8. klasser en helt konkret bekymring: de manglede deres eget toilet. 

“De syntes, at de andre toiletter havde tendens til at blive ulækre, fordi de små gør det beskidt i løbet af fem klubtimer,” forklarer Andreas Fløde, pædagog hos Pumpestationen Fritidscenter. 

Løsningen lå lige for. Klubben havde et handicaptoilet, der sjældent blev brugt – og det blev startskuddet til et helt nyt projekt. 

“Vi fik lov til at lave det om til et ungeværkstoilet, så vi havde noget for os selv, der ikke var så ødelagt og beskidt,” fortæller 15-årige Cecilia, der til daglig kommer på Pumpestationen Fritidscenter. 

“Det var håndgribeligt,” siger Emma Fleming, kreativ medarbejder hos Pumpestationen Fritidscenter. “Det var noget, vi kunne gøre her og nu.” 

I dag er handicaptoilettet forvandlet. Fliserne er malet i en sart pastellyserød, væggene i en dæmpet lyseblå og rummet emmer af 80’er-nostalgi i alle kroge. Og Eurythmics’ Revenge og Duran Durans Notorious står selvfølgelig klar til at blive hængt op på væggen som de allersidste og afgørende detaljer. 

Fart og fællesskab: To ungdomsskolehold blandes  

Længere nordpå, i Nordsjælland, er der en helt anden fart på sagerne. Hver mandag mødes to ungdomsskolehold fra Helsingør Ungdomsskole nemlig til gokart og motocross. De har kørt side om side i lang tid, og indtil for nylig havde de egentlig ikke haft meget med hinanden at gøre. 

Det er ved at ændre sig. 

“Gokart- og motocross-holdene er blevet blandet, så de unge kan få lov til at prøve lidt af hvert,” fortæller Oskar Arnesen, underviser på crossholdet. 

Da vi er på besøg, er det sæsonafslutning inden sommerferien. Der er ristede løg, ketchup, pølser og brød på bordet, mens 13-årige Anders og 14-årige Elliott venter på deres tur ved banen. 

“Vi kører normalt motocross, så vi har været ovre for at prøve at køre gokart,” fortæller Anders. 

“Jeg synes, det er fedt, at vi får muligheden,” siger Elliott. “Man møder nogle nye mennesker, man normalt bare siger hej til og ikke mere. Vi kan have lidt længere samtaler og give hinanden tips.” 

“Det er fedt at blive blandet på kryds og tværs,” uddyber Anders. “Selv hvis man ikke snakker så meget med de andre, så ved man, at de kan lide de samme ting.” 

Oskar Arnesen, der underviser de unge i motocross, genkender glæden ved at blande holdene: 

“Jeg tror, det handler om, at vi kan lære noget af hinanden. Fællesskabet er federe, når vi blander os. Vi går så tæt op ad hinanden, så det er fint, at vi kan snakke sammen og hjælpes ad.” 

Ungdomsskoleholdene handler ikke kun om fart. En stor del af undervisningen foregår, før hjulene overhovedet rammer banen: klargøring af værksted og garage, banesikkerhed, pleje af maskinerne og ikke mindst mekanikken bag – evnerne til at skrue på en motor er afgørende for overhovedet at kunne komme ud og køre hurtigt.  

Sammen om trivsel i klubben er støttet af Nordea-fonden. Læs mere her. 

Skal I være med? 

Inden længe udvider vi projektet med en række nye klubber, der skal afprøve de trivselsaktioner, som de første 12 pilotklubber har udviklet. Har din klub lyst til at være med? Så kontakt projektleder Gunn Brejnholdt Falck på gbf@ungdomsringen.dk eller på telefon +45 3092 2168

Hvad er Sammen om trivsel i klubben? 

Over en periode på tre år vil Ungdomsringen i samarbejde med op til 50 klubber udvikle og afprøve systematiske tiltag for at styrke trivslen blandt børn og unge i klubmiljøet. Undervejs vil vi indsamle viden og opbygge en online inspirationsplatform på Ungdomsringens hjemmeside, hvor klubber kan finde konkrete initiativer til at fremme trivslen. Projektet er funderet i en høj grad af ungeinddragelse, der skal sikre, at de unges ønsker og behov bliver en central del af processen. 

Mere fra – Uncategorized

Se alle
Uncategorized

RECAP: Ungdomsringens Musikfestival 2026

Uncategorized

Julehilsen fra ambassadør Dennis Lindequist

Uncategorized

MargarSquad på Gamebox Festival

Uncategorized

Klubbernes Dage 2025

Uncategorized

Aksel Horsens Mindelegat 2024

Uncategorized

Ungdomsringens Musikfestival