Forsker: Råb ud over tagene!

En dag kom en ung mand ind ad døren til sin gamle fritidsklub. Han ville lige hilse på, vise sit nyfødte barn frem – og sige tak. Hans liv var ikke perfekt, men han havde en uddannelse, et job og en familie, han var stolt af.

Da han første gang kom i klubben, var han virkelig i problemer, fortæller Lea Ringskou. Hun er lektor på Via University College i Viborg og har de seneste ti år forsket i fritidspædagogik, både i SFO’er, fritidsklubber og ungdomsklubber. Her hører hun jævnligt historier om børn og unge med store udfordringer, som fik ændret deres livsbane, fordi de blev mødt af lyttende, oprigtigt nysgerrige og støttende klubmedarbejdere. En af de historier, der virkelig krøb ind under huden på hende, handler om den unge mand, der kom tilbage med sit nyfødte barn for at takke den pædagog, som havde hjulpet ham. Han havde fungeret dårligt i skolen, mødte ingen opbakning hjemmefra og var havnet i dårligt selskab.

“Men i klubben mærkede han for første gang i sit liv at have et anker. Én, som troede på ham. Én, som kunne ville ham det bedste, og det gjorde en kæmpe forskel,” fortæller hun.

Store undersøgelser har igen og igen bekræftet samme billede de senere år: En foruroligende stor del af børn og unge i Danmark mistrives. Flere end halvdelen af pigerne i 9. klasse føler sig i dag stresset. Det samme gælder hver tredje af drengene. 15 procent af alle børn og unge under 18 år har en diagnose. Og mistrivslen forværres år for år, især for de 11-14 årige og de 15-17 årige. Det er præcis den periode i deres liv, hvor de kommer i klubberne, og det har i høj grad påvirket klubmedarbejdernes arbejde, siger Lea Ringskou.

Som en del af sin forskning har hun bedt de ansatte føre dagbog over deres arbejde med at skabe trivsel, og de fortæller, at det arbejde fylder stadig mere. Men der er stor forskel på, hvordan klubberne griber opgaven an, påpeger hun. De fleste fokuserer på at skabe stærke fællesskaber med udgangspunkt i konkrete aktiviteter, fordi det blandt andet åbner op for en uformel snak om, hvordan de unge går og har det. Samtidig bliver trivsel til noget, der knyttes til fællesskaber frem for kun at være et individuelt anliggende.

“Det er ikke altid sat i system og sjældent skrevet ned,” siger hun. “Der findes heller ikke en reel dialog mellem klubberne, hvor de udveksler erfaringer eller formulerer, hvad de rent faktisk udretter. Hverdagen kører bare derudaf, og jeg har ofte tænkt, at hvis bare omverdenen bedre kunne se, i hvilken grad klubmedarbejderne påvirker de unges liv positivt, så må politikerne da sende langt flere penge den vej. Og offentligheden vil måske i højere grad begynde at se dem som nogle af hverdagens helte i forhold til at vende mistrivslen.”

Hvad er det, klubberne kan, som er så afgørende?

“Det er jo svært at måle præcist, men jeg tror, det gør en kæmpe forskel, at de kan tilbyde et præstationsfrigørende rum. I skolen bliver de unge målt og vejet allerede fra de små årgange, og de måler og vejer også sig selv og hinanden konstant. De præsterer også, når de er i klub, men her gør de det kreativt, socialt og eksperimenterende. Vigtigst af alt, så gør de det ud fra lyst og fælles interesser. Derfor kan de nemmere trække vejret og skabe en anden relation til klubmedarbejderne end den, de kan have til lærere eller forældre.

I klubben kommer de ud med deres frustrationer. De bliver lyttet til. De tager andres gode råd og erfaringer ind, og det får dem til at nedtrappe deres risikoadfærd. Undersøgelser viser også, at valgfriheden i klubberne er afgørende. Alene det at føle medbestemmelse og gøre ting, de unge faktisk har lyst til, og som ikke er forbundet med forventninger, skaber øget trivsel. Derfor er der mange eksempler på, at de unge skifter karakter, når de kommer i klubben. De falder mere til ro. Der er ikke så mange konflikter, men den fortælling om de unge bliver desværre alt for sjældent formidlet videre til skolen og forældrene.”

Tre pointer fra Lea til klubmedarbejdere

• Vær stolt af dit arbejde med at skabe øget trivsel.
• Fortæl de gode historier til forældre, skole og politikere.
• Sæt sammen ord på jeres trivselsarbejde i klubben og del dine faglige erfaringer med andre klubber.

Oplever klubmedarbejderne selv, hvor vigtige de er?

“Til en vis grad, ja. De oplever jo, hvor meget de unge udvikler sig, men fordi der ikke er et klart nok fælles sprog omkring trivselsfaglighed, ved de ikke nødvendigvis, hvad det er, de gør, som faktisk virker. Og fordi det er hårdt arbejde at rumme børn og unge, som har det svært, kan man udvikle en vis trivselstræthed. Der er dog alt mulig grund til at ranke ryggen som klubmedarbejder, og det ville være godt for alle, hvis de blev anerkendt langt mere og fik mere opmærksomhed som område.”

Hvad skal der til for, at det sker?

“Klubmedarbejderne skal endnu mere i gang med at råbe ud over tagene, hvilken forskel de faktisk gør. De skal organisere sig endnu bedre, så de kan lære af hinanden og skabe et fælles sprog for den faglighed, de bruger. Og så skal der fra officielt hold sættes tid og midler af til den vidensdeling. Ikke sådan, at de skal til at måle og standardisere alting, slet ikke, men hvis klubberne gerne vil anerkendes og respekteres mere, og hvis de gerne vil have tilført flere midler, så de kan skabe endnu mere trivsel blandt endnu flere børn og unge, så kræver det en mere fælles fortælling. Når jeg taler med politikere om, hvad der skal til for at udvikle klubområdet, så er første spørgsmål altid: Men hvad ved vi om, hvad der virker? Hvor stor en effekt har klubberne egentlig? Og her er det vigtigt, at klubberne selv kommer på banen og fortæller alle de fantastiske historier om de stærke fællesskaber, de får skabt, og det unikke arbejde, de gør.”

Hvem er Lea Ringskou?

Uddannet pædagog. Har en kandidatgrad i pædagogisk sociologi. Er ansat som lektor på Via University College Campus Viborg, hvor hun forsker i fritidspædagogik. Lige nu i gang med to forskningsprojekter, som skal undersøge fritidspædagogikkens muligheder for at skabe præstationsfrigørende rum og ungeperspektiver på ungdomsklubbens fællesskaber.

Data: Unge og trivsel

• Flere end halvdelen af pigerne i 9. klasse føler sig stresset. Det samme gælder hver tredje af drengene. (Børns vilkår og trygfonden (2022): skolen og det trygge klassemiljø).
• 15 procent af alle børn og unge under 18 år har en diagnose. 49 procent af piger på 18 år har været til psykolog. (Vidensråd for Forebyggelse (2020)).
• Over de seneste 10 år er antallet af 0 til 17-årige med registrerede psykiske sygdomme steget fra ca. 39.400 i 2009 til ca. 57.100 i 2019. Det svarer til en stigning på mere end 50 procent (Socialministeriets udgivelse “Udviklingstendenser i forhold til børn og unge med psykiatriske diagnoser” 2020).