Foreningsklub under pres: “Hvorfor skal det være ildsjæle og forældre, der laver fritidsklubberne?”
Katrine Grau Hansen
Fritidsklubben Bjert ved Kolding kæmper for at holde dørene åbne hver dag. Med hjælp fra frivillige kræfter er klubben nu blevet renoveret, men daglig leder Mai Ellegaard efterlyser stadig politisk støtte og økonomi til pædagogisk personale for at kunne fortsætte driften.
Det hele er lidt simpelt
“Børn skal jo ikke gå alene hjem for at sidde og vente på deres forældre, når de går i 4. klasse,”siger Mai Ellegaard. “Det er vigtigt at have et sted, man kan gå hen.”
Og netop det sted er Fritidsklubben Bjert for børn og unge i 4.-7. klasse i Sdr. Bjert ved Kolding. Som det eneste klubtilbud i området for aldersgruppen åbner Mai Ellegaard hver dag dørene for mellem 60 og 80 børn. Men klubben står under hårdt pres. Skiftende bestyrelser, mangel på faste pædagoger og stramme økonomiske rammer betyder, at ansvaret i praksis hviler næsten alene på Mai Ellegaard.
“Det hele er lidt simpelt,” siger Mai Ellegaard. “Der er ikke så meget hjælp at få.”
Mai Ellegaard er daglig leder i Fritidsklubben Bjert – en rolle, hun selv beskriver som lidt af en blækspruttefunktion. Klubben byder på alt fra dans, kreaværksted og boldspil i hallen til bordrollespil, gaming og hjemmelavet mad hver eftermiddag.
Udover hjælp fra praktikanter, frivillige og flexjobbere, står hun med meget af arbejdet selv.
“Det er et godt spørgsmål,” griner Mai Ellegaard, da vi spørger hende, hvordan det blev til, at hun skulle være daglig leder af Fritidsklubben Bjert. “Det var jo slet ikke meningen, for det er egentlig slet ikke min boldgade.”
Mai Ellegaard har mere end 20 års arbejdserfaring fra Asien, hvor hun blandt andet har beskæftiget sig med ledelse, tværkulturel formidling og lobbyisme. ”Jeg har jo altid arbejdet mennesker,” uddyber hun.
Da hun med sine to sønner vendte hjem til Danmark for nogle år siden, blev hun af en ven spurgt, om ikke arbejdet i fritidsklubben, der faktisk stod til at skulle lukke på daværende tidspunkt, var noget for hende.
Først var det umiddelbare svar nej, men så tænkte hun: “Jeg kan da godt hjælpe dem lidt.”
Mai Ellegaard har nu været daglig leder af klubben i fire år.
En klub under pres
Fritidsklubben Bjert står i en sårbar situation. Som foreningsdrevet klub kæmper den både med organisatoriske udfordringer og en presset økonomi. Det gør hverdagen usikker – og fremtiden endnu mere.
“En foreningsdrevet klub som vores står med de udfordringer, at vi har en skiftende bestyrelse,” forklarer Mai Ellegaard. “Det, at skulle sætte sig ind i, hvordan tingene fungerer, kan tage tid.”
Samtidig er klubben – efter mange år uden husleje – nu blevet pålagt at betale for sine lokaler, da den ikke holder til i kommunale bygninger. Det lægger et stort pres på økonomien.
“Hvis vi fortsætter med at skulle betale husleje og ikke får politisk hjælp, så lukker vi om halvandet år,” siger Mai Ellegaard, der blandt andet forsøger at holde udgifterne nede gennem en aftale med det lokale supermarked, hvor hun henter overskudsmad.
Den stramme økonomi betyder også, at hun ikke har ressourcer til at ansætte fast personale. Klubben er derfor afhængig af flexjobbere og praktikanter gennem Kolding Kommune.
“Det afhænger hele tiden meget af mig,” forklarer Mai Ellegaard. “Jeg kan ikke være syg, for så er der ikke nogen til at åbne klubben.”
Hun savner særligt den pædagogiske faglighed i hverdagen og drømmer om at kunne styrke klubben med uddannet personale.
“Nu er jeg jo ikke selv pædagog,” siger Mai Ellegaard. “Men jeg synes jo egentlig, at der skulle være en pædagog her i klubben.”
Fra vælgermøde til handling: “Ministrene” rykker ind
Da der i efteråret 2025 var kommunalvalg, deltog Mai Ellegaard i et vælgermøde i det lokale kulturforsamlingshus. Hun havde længe gået og tænkt over, hvad hun kunne gøre. Og på vælgermødet rejste hun sig op og delte ud af den virkelighed, hun hver dag møder ind til i fritidsklubben.
“Det sidste, jeg gjorde, var at bede politikerne komme og besøge os for at se, hvordan det rent faktisk er,” siger Mai Ellegaard om vælgermødet. “Og så skal jeg ellers love for, at jeg fik besøg.”
Mai Ellegaards indsats på vælgermødet skabte ikke kun politisk opmærksomhed, men nåede også ud til frivillige kræfter. En af dem, der hørte Mais historie, var Tobias Jørgensen. For 10 år siden stiftede han sammen med nogle venner Kloakministeriet, et initiativ med fokus på “de kloge hænder”.
Kloakministeriets ambition er at fremhæve håndværksfagene – både ved at inspirere unge til at vælge en håndværksmæssig karriere og ved at give en hjælpende hånd til dem, der har brug for det. Gennem årene har “ministrene” haft forskellige projekter. Og denne gang faldt valget på, at de skulle hjælpe Fritidsklubben Bjert.
“Ikke så meget økonomisk – det kan vi ikke,” siger Tobias Jørgensen, “men det kan vi til gengæld med de fysiske rammer.”
Når Kloakministeriet rykker ud, er det Tobias Jørgensen og Thomas Poulsen, der har det store overblik. To weekender i februar med en masse frivillige, godt humør og hjemmebag betød, at hele førstesalen i fritidsklubben blev renoveret fra top til tå. Nyt gulv blev lagt, malerpenslerne blev svunget og der blev etableret mindre områder, så de unge nu både har hyggekrog, biograf, plads til dans og gaming samt et rum til bordrollespil.
Udover sin rolle i Kloakministeriet er Tobias Jørgensen også medlem af Kolding Byråd for Venstre og var en af de politikere, der besøgte klubben efter Mai Ellegaard rejste sig op på vælgermødet.
“Jeg tror, jeg ramte Tobias lige i hjertet,” siger hun med et grin.
“Efter mit besøg i klubben snakkede jeg med Thomas, og vi blev enige om, at fritidsklubben skulle være vores næste projekt,” fortæller Tobias Jørgensen. “Og det er grundlaget for, at vi er her nu.”
Hvad så nu?
Med hjælp fra Kloakministeriet og frivillige kræfter står Fritidsklubben Bjert nu med forbedrede fysiske rammer til de børn og unge, der hver dag kommer i klubben.
Men det er ikke nok. Mai Ellegaard efterlyser politisk opbakning og økonomiske midler til både etablerede systemer, pædagogisk faglighed og at kunne sikre gode, funktionelle rammer i klubben – og hun understreger: “Det behøver jo ikke være det sidste nye.”
Der bliver snakket klub i Kolding Kommune – og det er et skridt på vejen. Men selvom emnet diskuteres på politisk niveau, står Mai Ellegaard stadig meget alene om at sikre et klubtilbud for børn i 4.-7. klasse i Sdr. Bjert.
“Hvorfor det skal være ildsjæle og forældre, der laver fritidsklubberne, det forstår jeg faktisk ikke helt,” understreger hun.
FAKTA
I Kolding Kommune drives fritidstilbud for børn og unge fra 4.-7. klasse af lokale foreninger. Fritidsklubben Bjert er det eneste klubtilbud for 4.-7. klasse på hele Stenderuphalvøen, der ligger lidt udenfor Kolding.
Mai Ellegaard er daglig leder i klubben og står i store træk alene med driften. Herudover får hun hjælp af frivillige, flexjobbere og praktikanter.
Mai Ellegaard har mere end 20 års arbejdserfaring fra Asien, hvor hun blandt andet har beskæftiget sig med ledelse, tværkulturel formidling og lobbyisme. Herunder har hun siddet som administrerende direktør for EuroCenter med base i Bangkok og har desuden bestyrelseserfaring inden for handel.
Redaktion
- Tekst:
- Katrine Grau
- Foto:
- Katrine Grau
- Video:
- Katrine Grau
- Digital tilrettelæggelse:
- Katrine Grau
- I redaktionen:
- Birthe Navntoft, Katrine Grau, Lars Bugge
Del artiklen